I mikrotyngdekraften opfører en stearinlysflamme sig på en helt uventet måde på grund af fraværet af et optræk. Under disse forhold tiltrækkes ilt til flammen af en helt anden mekanisme, som åbner nye horisonter i studiet af forbrænding. Det første eksperiment af denne art blev udført i 1997, ombord på rumfærgen Columbia. Kaldet "Structure of Low Lewis Number Flame Bubbles" (SOFBALL), eksperimentet involverede brugen af et forseglet kammer, hvor flammer, under mikrotyngdekraftsforhold, kan brænde i lang tid.
Nyere forskning har potentiale til at give betydelig praktisk indsigt, især inden for ingeniørområdet. I årtier har ingeniører været interesseret i at bygge forbrændingsmotorer, der kører på en mager blanding af brændstof og ilt, som teoretisk set skulle producere noget, der ligner en flammeboble i rummet. "Hvis vi kunne brænde en slankere brændstofblanding i motorer, ville vi opnå større brændstofeffektivitet og mindre dannelse af forurenende stoffer", forklarer han Paul Ronny, en forbrændingsforsker ved University of Southern California, der udtænkte og hjalp med at designe rumfærgens flammeeksperimenter.
Samtidig er temperaturens betydning i forbrændingsprocessen afgørende, fordi hastighederne af de involverede kemiske reaktioner er ekstremt følsomme over for temperaturvariationer. En stigning på blot 10 procent i temperaturen kan fordoble forbrændingshastigheden og samtidig øge hastigheden af dannelsen af nogle forurenende stoffer tretten gange, især de nitrogenoxider, der bidrager til, at vores himmel bliver sort.
Studiet af brand i mikrotyngdekraft udvider således ikke kun vores viden om forbrænding under ekstreme forhold, men giver også innovative perspektiver for udviklingen af fremtidige teknologier. Ved at forstå de præcise mekanismer, der styrer forbrænding i fravær af tyngdekraft, håber forskerne at designe mere effektive og mindre forurenende fremdriftssystemer og motorer, hvilket markerer et vigtigt skridt mod en bæredygtig fremtid.
