Astronomer har afsløret opdagelsen af tre nymåner, to i kredsløb om Neptun og en i kredsløb om Uranus. Disse store opdagelser bringer antallet af kendte måner i Neptun til henholdsvis 16 og Uranus til 28, hvilket åbner op for nye perspektiver i forståelsen af vores solsystem.
Den første nymåne, der blev opdaget omkring Uranus i mere end to årtier, er muligvis også den mindste af alle, og måler kun 8 kilometer på tværs. Den fuldender sit kredsløb om isgiganten i et langsomt kosmisk maraton på 680 dage. Foreløbigt navngivet "S/2023 U1", denne opdagelse afventer et endeligt navn inspireret af Shakespeare-karakterer, efter traditionen med at navngive Uranus-satellitterne.
Neptun er ikke langt bagefter og har nu to nymåner i sit system. Den lyseste af dem, midlertidigt navngivet "S/2002 N5", kan prale af en bredde på 23 kilometer og ser ud til at kredse på en 9-årig cyklus. Den anden satellit, "S/2021 N1", omkring 14 kilometer bred, kredser om Neptun en gang hvert 27. år. Begge forventes at få navne inspireret af græsk mytologi, efter traditionen med at navngive neptunske måner.
Uranus og Neptun er i centrum for en UTROLIG opdagelse, som blev set i premieren
Disse himmellegemer blev annonceret af Den Internationale Astronomiske Unions Center for Mindre Planeter, hvilket understreger vigtigheden af internationalt samarbejde inden for astronomi. Opdagelserne blev muliggjort af omhyggelige observationer af Scott Sheppard og hans team ved hjælp af teleskoper placeret i Hawaii og Chile.
Sheppard bemærkede, at disse måner er "de svageste, der nogensinde er fundet omkring disse to isgigantiske planeter ved hjælp af jordbaserede teleskoper", hvilket kræver avancerede billedbehandlingsteknikker for at identificere dem. Opdagelsen af den uranske måne blev bekræftet i november sidste år, mens de to neptunske måner første gang blev observeret i september 2021.
Baner usædvanligt af skrå og deres ovale form antyder, at disse måner ikke dannedes omkring deres værtsplaneter, men snarere blev fanget gravitationelt på et tidspunkt i den kosmiske fortid. Denne konklusion åbner nye spørgsmål vedrørende dynamikken i solsystemet og processerne for dannelse af naturlige satellitter.
Nylige opdagelser understreger, hvor lidt vi ved om vores eget solsystem, og hvor meget der mangler at blive opdaget. Med hver ny satellit identificeret, bliver vores forståelse af kosmos dybere, hvilket afslører kompleksiteten og skønheden i det univers, vi lever i.
